Plebejus idas lapponica og Polyommatus icarus septentrionalis i møgvejr

Rapport for i går, d. 4/7: Troms og Finnmark, Norge (Ja, det hører under samme fylke fra 2020!)
Efter en kanon dag d. 3/7, hvor jeg fandt nærmest alt hvad jeg kunne drømme om, var vejret blevet elendigt igen. Men ud ville jeg, så dagen var sat af til en kedelig "Gå-i-regnvejr-og-find-dyr-siddende-i-vegetationen-dag". Regnvejret var dog meget heftigt først på morgenen, men da det efterfølgende stilnede af til lettere regn, cyklede jeg de 20 km fra Alta River Camping mod Kåfjord vest for Kvenvik.
Udsigt mod Kåfjord, Kvenvik, Troms og Finnmark, Norge.
I løbet af nogle timer lykkedes det at finde en enkelt Plebejus idas lapponica (Foranderlig Blåfugl) siddende stille i vegetationen i regnvejret. Ny underart for mig. Men det var så også det hele. Hverken Agriades aquilo (Skiferblåfugl) eller Erebia polaris (Polarbjergrandøje) fandt jeg trods en solid indsats, som jeg ellers havde sat næsen op efter. Nå tilbage til Alta igen, aftensmaden lokkede efter en kold og våd omgang...

Plebejus idas lapponica (Foranderlig Blåfugl), Kåfjord, Troms og Finnmark, Norge d. 4/7 - 2020.

Da jeg havde bevæget mig ca. 10 km i retning mod Alta, begyndte skyerne stik i mod alle odds at gå i opløsning (man kan ALDRIG forudsige vejret i bjerge...), og så var jeg jo nødt til at vende om, og køre HELE vejen tilbage til Kåfjord. Vejen derned i dalen igen var godt nok mest en nedkørsel, men skulle jo også dernede fra op og igen...
...Nå, men det var der ikke noget at gøre ved. Da jeg kom frem ved Kåfjord fløj der intet. Det var blevet for sent på dagen. Et andet problem jeg stødte på, var at de gode lokaliteter omkring dalen ved Kåfjord på dette tidspunkt af dagen hvor solen stod lavt på himlen, ikke kunne blive solbeskinnede, da de gode steder ligger for foden at de stejle, afrundede bjerge, så sollyset lige akkurat ikke kan nå ned. Ikke lige til at forudsige!
I stedet fandt jeg et solbeskinnet sandet areal et par kilometer fra de gode aquilo/polaris-steder, og her lykkedes det at finde pænt mange Polyommatus icarus septentrionalis (Almindelig Blåfugl). Endnu en ny underart for mig. Skræmme dem op kunne jeg dog ikke, det var simpelthen for koldt. Men i løbet af en times tid lykkedes det i alt at finde ca. 20 eksemplarer af septentrionalis. Fint.
Polyommatus icarus septentrionalis (Almindelig Blåfugl), Kåfjord, Troms og Finnmark, Norge d. 4/7 - 2020.
Kåfjord, Troms og Finnmark, Norge. Lokalitet for de to underarter Plebejus idas lapponica og Polyommatus icarus septentrionalis.
Nu håber jeg at ramme nogle solskinstimer igen inden for de kommende dage, så jeg kan komme ud og finde Agriades aquilo (Skiferblåfugl), Boloria thore borealis (Thors Perlemorsommerfugl) og Erebia polaris (Polarbjergrandøje) samt forsøge at genfinde Euphydryas iduna (Polarpletvinge) i Norge. Arten er ikke fundet her i landet siden 2012, men den skal nok gemme sig derude i nogle bjerge, da der er så uendeligt meget der ikke bliver tjekket heroppe. Så sent som i begyndelsen af 1990'erne fløj den endnu i 100-vis på Gargia, hvor den i dag er forsvundet fra, men fra 2008 er der en single-obs fra Kautokeino. Faktisk går der en lang grusvej gennem bjergene fra Gargia og Baeskades i nord direkte mod syd til Suolovuopmi, videre over Mázejohka og hele vejen ned til Kautokeino! En tur ned af den vej gennem bjergene MÅ simpelthen give nogle super-fund; der må bl.a. være potentiale for nye Boloria polaris-lokaliteter. Hvis vejret bliver til det, vil jeg også en af dagene køre mod Karasjok, og videre derfra over grænsen til Karigasniemi for at aflægge Ailigas-bjerget i Finland et besøg. Meget berømt Boloria polaris-bjerg.
Jeg har ca. en uges tid til at indfri de projekter, hvis det overhovedet kan lade sig gøre (det kræver alligevel 3 dage med pænt vejr), inden jeg flyver tilbage til Stockholm. Derfra gælder det eftersøgning af Plebejus argyrognomon norvegica (Astragelblåfugl) i Småland & Östergötland i det sydlige Sverige inden det går videre sydpå til Vogeserne, Centralmassivet og Alperne (Frankrig, Schweiz og Italien).

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Albulapass (2400 m), Graubünden, Schweiz

Boloria polaris i Finnmarken!