Europas kommende enhjørning blandt dagsommerfuglene - Colias myrmidone!

Colias myrmidone er nok den dagsommerfugl i Europa, der har været i størst tilbagegang i de senere år. I starten af 1900-tallet var arten udbredt med mængder af fastboende populationer i Tyskland, Østrig, Slovenien, Slovakiet, Tjekkiet, Kroatien, Serbien, Bulgarien, Rumænien, Ukraine, Polen, Litauen, Hviderusland, Rusland og Kazakhstan. Desværre forsvandt arten allerede i starten af 1900-tallet fra Bulgarien og Litauen. I nyere tid er arten forsvundet fra Østrig (Mellem 1980-2000), Kroatien (1990'erne), Serbien (1990'erne), Slovenien (1993), Tyskland (2000), Ungarn (2004) og Tjekkiet (2006). I dag er der i Europa kun nogle enkelte bestande tilbage i Slovakiet, Rumænien, Ukraine, Polen, Hviderusland og Rusland. Arten findes også endnu i Kazakhstan. I de sidste 7 lande i verden med myrmidone-populationer, var der stadig mange bestande omkring år 2000, men nu er arten også væk fra mange af disse steder. Værtsplanten er forskellige arter af Chamaecytisus, hvor især Chamaecytisus ratisbonensis, Chamaecytisus austriacus og Chamaecytisus supinus foretrækkes. Ved seneste rødlistevurdering, blev Colias myrmidone kategoriseret i CR i EU, men kun i EN i hele Europa, grundet manglende monitering i Hviderusland, Ukraine og det vestlige Rusland. Der bliver gjort meget for arten på de europæiske lokaliteter, især i Rumænien omkring Cluj, som stadig udgør et kerneområde for Colias myrmidone, men desværre er kampen måske forgæves, da arten stadig konstant forsvinder fra umiddelbart perfekte lokaliteter. Til sommer vil jeg og andre køre en seriøs eftersøgning på arten i Hviderusland på nye og gammelkendte lokaliteter, inden det evt. er for sent med den art, for det går kun én vej, og det er ned af. Ærgerligt hvis den forsvinder, jeg har jo et særligt stort hjerte for Colias'er! Et lille udpluk med eksemplarer af Colias myrmidone fra Tyskland, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Rusland og Kazakhstan følger.
Han af Colias myrmidone, fanget ved Kallmünz i det sydøstlige Tyskland mellem Nürnberg og München d. 15/7 – 1972. Arten forsvandt fra Tyskland i 2000. Leg. E. Eriksen.
Hun af Colias myrmidone, fanget ved Kallmünz i det sydøstlige Tyskland mellem Nürnberg og München d. 15/7 – 1972. Arten forsvandt fra Tyskland i 2000. Leg. E. Eriksen.
Han af Colias myrmidone, fanget ved Fölling, Graz-Umgebung i det sydøstlige Østrig i august 1958. Arten blev sidste gang set i Østrig i 1980’erne, og grundige forgæves eftersøgninger i 2000 & 2001, kunne endeligt konkludere arten uddød i Østrig. Leg. J. Kellner.
Han af Colias myrmidone, fanget nær Budapest i det nordlige Ungarn i juli 1983. Arten forsvandt fra Ungarn i 2004. Leg. Mvacek.
Hun af Colias myrmidone, fanget ved Radějov i det sydøstlige Tjekkiet d. 28/5 – 1976. Arten forsvandt fra Tjekkiet i 2006. Fra Haugums samling.
Hun af Colias myrmidone f. alba fanget ved Radějov i det sydøstlige Tjekkiet d. 28/5 – 1976. Arten forsvandt fra Tjekkiet i 2006. Fra Haugums samling.
Han af Colias myrmidone, fanget på ukendt lokalitet i Slovakiet d. 4/8 – 1980. Der er stadig enkelte bestande tilbage i Slovakiet. Arten forsvinder dog formentlig fra Slovakiet inden for de kommende år, nøjagtigt som det skete i nabolandet Tjekkiet i 2006.
Han af Colias myrmidone, fanget ved Faleacu,730-760 meter, prov. Cluj i Rumænien d. 20/5 – 2008. Der er stadig enkelte bestande tilbage i Rumænien - men hvor længe?

Han af Colias myrmidone, fanget ved Chuvasia, Cheboksary i Rusland d. 30/7 – 1981. Der er stadig bestande tilbage i Rusland. Leg. K. Homichenko.
Hun af Colias myrmidone, fanget ved Saratov i Rusland d. 27/7 – 1984. Der er stadig bestande tilbage i Rusland. Fra Haugums samling.
Hun af Colias myrmidone f. alba, fanget ved Bakanas i Kazakhstan d. 17/5 – 1991. Der er stadig enkelte bestande tilbage i Kazakhstan.

Kommentarer

  1. Godt gået, Emil - best of luck herfra. Du er én af de få - i disse tider - og som har et særligt drive og dét skal du være glad for! Jeg hár taget hatten af for dig forlængst; jeg var måske ubehageligt negativ overfor dig til en start - da vi lærte om hinandens existens; jeg var i krise mht andre forhold i livet og reagerede generelt negativt overfor alt omkring mig.

    Men glad for, at kende dig -vide at du ér der. Du er sgu sej!

    Held og Lykke med siden her, godt initiativ...

    all best/John Faldborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej John,

      Tak for din kommentar. Lad fortid være fortid. :-)

      Jeg har nu altid sat pris på at følge din ihærdighed, mange optællinger og gode observationer, og evnen til at finde nyt. Jeg synes altid det er positivt når folk arbejder for helheden mere end dem selv, og evnen til at kunne skelne hvad der er vigtigt for helheden kontra hvad der er ligegyldigt for helheden. For dem er der ikke mange af. :-)

      Mvh. Emil

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Albulapass (2400 m), Graubünden, Schweiz

Boloria polaris i Finnmarken!